NOMAD
Inviteret af kunstnerisk leder af 420PEOPLE, Václav Kuneš, præsenterede Sidi Larbi Cherkaoui et work-in-progress på den tjekkiske dansefestival Tanec Praha i 2017, en forestilling med titlen Nomad – med 4 dansere fra Eastman og 4 dansere fra 420PEOPLE. Af dette kunstneriske samarbejde udsprang en ny produktion i 2019, hvor Sidi Larbi Cherkaoui og Eastman videreudviklede Nomad til en helaftensforestilling.
Nomad er Sidi Larbi Cherkaoui’s fjerde værk koreograferet til Mellemøstlig inspireret musik af Basement Jaxx’s Felix Buxton. Stykket er en metafor for den ultimative frihed samt den umulige kamp for overlevelse.
Nomad er også det tredje samarbejde med modedesigneren Jan-Jan Van Essche. Hans kostumer til Nomad er inspireret af den rigdom af stoffer, som nomader i ørkenen bærer for at beskytte sig mod varmen.
I Nomad sammensætter Cherkaoui en mosaik af ørkenens livlige og livløse elementer. Der vises glimt af tilpasningsdygtigheden hos skabninger, der trives under de barskeste forhold; den intense fysiske og følelsesmæssige tørst, længslen efter vand og sikkerhed, efter trøst, der styrer både dyrs handlinger og den menneskelige søgen efter spiritualitet. Og frem for alt ånden af sammenhold, venskab og symbiose, nøglen til overlevelse og udvikling i en tør verden, der ville være uoverkommelig alene.