Jeg blev både inspireret og fascineret af bøgerne Ángel Gitano og Mil Besos, men da jeg skulle skabe denne forestilling, vidste jeg, at det ikke blot kunne være et forsøg på at kopiere bøgernes skønhed. Ruvén Afanadors mesterlige fotosessioner i Andalusien kan ikke gentages. Det særlige møde mellem fotografen og så karismatiske kunstnere som Israel Galván, Matilde Coral, Eva Yerbabuena, José Antonio og Ballet Nacional de Españas egen Rubén Olmo lader sig ikke genskabe.

Min rejse begynder dér, hvor fotosessionerne slutter. Når jeg holder op med at drømme om dem og ikke længere kan huske alle detaljer eller få dem til at passe ind i en logik, som undervejs er gået tabt, bliver jeg overvældet af lysten til at vågne.

AFANADOR er opstået i spændingsfeltet mellem min fascination af Ruvén Afanadors fotografier og min egen interesse for det mystiske, både i dagen og i natten, som også optog Ruvén, da billederne blev skabt.

Jeg har studeret fotografi og er selv barnebarn af en fotograf. Selvom jeg aldrig kom til at arbejde professionelt med fotografi, har det altid været en vigtig del af mit arbejde som iscenesætter og skaber af sceniske verdener. Med sine utroligt gennemarbejdede opstillinger og stemningsfulde billeder har Ruvén Afanador fået mig til at tænke over det grundlæggende slægtskab mellem fotografisk og koreografisk komposition. Begge kunstformer står over for den samme kropslige udfordring: at indfange livet, som i sagens natur ikke lader sig fastholde.

Ruvén Afanador betragter flamencoen gennem en linse, der forvrænger, og som er skabt af drømme, begær og erindringer. Hvis traditionens elementer som udgangspunkt skaber tryghed, hvad sker der så, når de bliver fremmede og ikke længere er til at kende? Afanadors surrealistiske blik på flamencoen minder meget om det syn på verden, som jeg gennem årene har udviklet i mit arbejde med La Veronal. Et blik, der ikke forsøger at gengive den verden, der allerede findes, men i stedet at opfinde nye.

Da Estrella de Diego blev spurgt om film, sagde hun, her gengivet med mine egne ord:

»Man må træde ind i den mørke sal uden en plan, mens filmen allerede er begyndt, og uden på forhånd at vide, hvad der bliver vist. Man må lade tilfældet føre sig. Man skal sætte sig og give sig hen til sine sanser uden forberedelse, uden at de allerede er blevet styret af andres meninger eller et handlingsreferat. Man skal gå i biografen for at finde noget andet end den historie, der bliver fortalt. Og man skal vide, at man i biografen, som i livet, altid ender med at genkende sig selv, aldrig karakteren eller handlingen.«

Jeg ønsker, at publikum møder forestillingen med samme åbenhed. Som i visse drømme, hvor vi genkender steder, mennesker og landskaber, og uden helt at forstå, hvad der sker, alligevel ved, at det i virkeligheden handler om os.