Kunstnerisk leder Rubén Olmo
AFANADOR
Af Marcos Morau
Kære Publikum
København Danser har igen fået mulighed for at indtage Gamle Scene, denne gang for at vi stolte kan fejre vores 5-års fødselsdag med Afanador.
I Afanador mødes Marcos Moraus geniale koreografiske univers med Ballet Nacional de España for første gang. Værket er inspireret af den colombianske fotograf Ruvén Afanadors intense sort-hvide portrætter af flamencodansere, hvor traditivcvonen fremstår både genkendelig og forunderligt fremmed.
Morau, som er en af København Dansers store favoritter, omsætter fotografiernes dramatiske blik til bevægelse. Flamenco smelter sammen med scenografi, lys, kostumer, musik og stemmer, der vækker Andalusien og Spanien til live på scenen.
Resultatet er et filmisk og surrealistisk univers, hvor flamencotraditionen får nyt liv og nye former. Naturligvis med Marcos Moraus helt egen koreografiske signatur.
Træd med ind i Moraus magiske univers
Kærlig hilsen
Ulrik & Thomas
Sidste forår fik Marcos Morau og hans kompagni La Veronal det københavnske publikum op af stolene med danmarkspremieren på den internationale succes SONOMA. I 2026 vender Morau tilbage til Danmark og København Danser, denne gang med AFANADOR, hans første værk for Ballet Nacional de España.
Som barnebarn af en fotograf og selv uddannet inden for fotografi har Morau fundet afsættet for værket hos den colombianske fotograf Ruvén Afanador. Særligt fotobøgerne Ángel Gitano og Mil Besos, der portrætterer samtidens flamencodansere, har været en vigtig inspirationskilde. Afanadors teatralske billedsprog og Moraus sans for stærke, dramatiske scenebilleder mødes i en fælles fascination af det surreelle, det filmiske og det næsten overjordiske.
Fotografierne, der blev til under en række sessioner i Andalusien, bliver hos Morau transformeret til koreografi. Klassiske spanske dansetraditioner flettes nænsomt og præcist sammen med hans umiskendelige bevægelsessprog.
Bøgernes sort-hvide billedverden sætter samtidig sit præg på Max Glaenzels scenografi, Bernat Jansàs lysdesign og Silvia Delagneaus kostumer. Også musikken trækker tydelige spor til Andalusien. Juan Cristóbal Saavedra kombinerer elektroniske klange og slagtøj med klokker, påsketrommer, sange, flamencoguitarer og stemmer.
Med AFANADOR udfolder Marcos Morau endnu en gang sin helt særlige dramaturgiske signatur. Om værket skriver han:
»Hvis traditionens elementer per definition virker tryghedsskabende, hvad sker der så, når de bliver fremmede og uigenkendelige? Afanadors surrealistiske blik på flamencoen minder meget om det blik på verden, som jeg gennem årene har udviklet i mit arbejde med La Veronal. Et blik, der ikke forsøger at skildre den verden, der findes, men i stedet at opfinde nye verdener … Jeg ønsker, at publikum møder os med den indstilling, ligesom i visse drømme, hvor vi genkender steder, mennesker og landskaber og uden at forstå de konkrete begivenheder alligevel ved, at de i virkeligheden handler om os.«
Vi får måske ikke noget entydigt svar på, hvad der sker, når det velkendte pludselig bliver fremmed. Til gengæld inviteres vi med ind i Moraus kunstneriske undersøgelse og i en ny verden, hvor drøm og virkelighed glider sammen i AFANADORs forunderlige landskab, der føles både fremmed og fortroligt.
”En unik konvergens af elementer danner grundlaget for det, der skete på Maestranza ved verdenspremieren på Afanador – et værk, der med sikkerhed vil skrive sig ind i BNE’s historie. Forestillingen er lige så fængslende, som den er slående, og viser en fuldstændig ny vision af spansk dans, som ikke mangler noget. Og selvom dens udførelse har meget lidt til fælles med den traditionelle dans, der normalt opføres af BNE, indkapsler den fuldstændig dens sjæl”
Marta Carrasco, ABC
”Den samlede effekt af denne teatralske blanding er stærk. Den er indpakket i en subtil dramaturgi, der unddrager sig en egentlig lineær fortælling i stil med det traditionelle flamencoshows opbygning. Det er snarere en kæde af metaforiske motiver, der veksler mellem surrealistiske billeder, velkendte klichéer om Spanien og referencer til landets dybest rodfæstede traditioner. Denne både markante og flygtige symbolik er måske det mest interessante ved værket, da den giver den meget attraktive overflade en kompleks og gådefuld sjæl.”
Cristina de Lucas, BachTrack
”Afanador er en stor satsning for BNE. Det er en storslået produktion skabt af en af de for øjeblikket mest fremtrædende koreografer i Europa, og den vil kunne turnere overalt.”
Andreu Gomila, The Temps of Arts.
Af Marcos Morau
Jeg blev både inspireret og fascineret af bøgerne Ángel Gitano og Mil Besos, men da jeg skulle skabe denne forestilling, vidste jeg, at det ikke blot kunne være et forsøg på at kopiere bøgernes skønhed. Ruvén Afanadors mesterlige fotosessioner i Andalusien kan ikke gentages. Det særlige møde mellem fotografen og så karismatiske kunstnere som Israel Galván, Matilde Coral, Eva Yerbabuena, José Antonio og Ballet Nacional de Españas egen Rubén Olmo lader sig ikke genskabe.
Min rejse begynder dér, hvor fotosessionerne slutter. Når jeg holder op med at drømme om dem og ikke længere kan huske alle detaljer eller få dem til at passe ind i en logik, som undervejs er gået tabt, bliver jeg overvældet af lysten til at vågne.
AFANADOR er opstået i spændingsfeltet mellem min fascination af Ruvén Afanadors fotografier og min egen interesse for det mystiske, både i dagen og i natten, som også optog Ruvén, da billederne blev skabt.
Jeg har studeret fotografi og er selv barnebarn af en fotograf. Selvom jeg aldrig kom til at arbejde professionelt med fotografi, har det altid været en vigtig del af mit arbejde som iscenesætter og skaber af sceniske verdener. Med sine utroligt gennemarbejdede opstillinger og stemningsfulde billeder har Ruvén Afanador fået mig til at tænke over det grundlæggende slægtskab mellem fotografisk og koreografisk komposition. Begge kunstformer står over for den samme kropslige udfordring: at indfange livet, som i sagens natur ikke lader sig fastholde.
Ruvén Afanador betragter flamencoen gennem en linse, der forvrænger, og som er skabt af drømme, begær og erindringer. Hvis traditionens elementer som udgangspunkt skaber tryghed, hvad sker der så, når de bliver fremmede og ikke længere er til at kende? Afanadors surrealistiske blik på flamencoen minder meget om det syn på verden, som jeg gennem årene har udviklet i mit arbejde med La Veronal. Et blik, der ikke forsøger at gengive den verden, der allerede findes, men i stedet at opfinde nye.
Da Estrella de Diego blev spurgt om film, sagde hun, her gengivet med mine egne ord:
»Man må træde ind i den mørke sal uden en plan, mens filmen allerede er begyndt, og uden på forhånd at vide, hvad der bliver vist. Man må lade tilfældet føre sig. Man skal sætte sig og give sig hen til sine sanser uden forberedelse, uden at de allerede er blevet styret af andres meninger eller et handlingsreferat. Man skal gå i biografen for at finde noget andet end den historie, der bliver fortalt. Og man skal vide, at man i biografen, som i livet, altid ender med at genkende sig selv, aldrig karakteren eller handlingen.«
Jeg ønsker, at publikum møder forestillingen med samme åbenhed. Som i visse drømme, hvor vi genkender steder, mennesker og landskaber, og uden helt at forstå, hvad der sker, alligevel ved, at det i virkeligheden handler om os.
Af Roberto Fratini Serafide
Ruvén Afanadors blik er ikke dokumentarisk. Han forsøger ikke at registrere begivenheder, stilarter og personligheder for eftertiden. Hans billeder skal heller ikke gøre motivet større, mere glamourøst eller mere fotogent, end det er. Afanadors blik er drevet af begær. Det forandrer det, han ser på, og bliver samtidig selv forandret af det.
Begærets genstand er, som Buñuel og surrealisterne forstod, mørk og vanskelig at fastholde. Begæret gør os usikre, fordi vi retter al vores opmærksomhed mod noget flygtigt, noget, der er ved at forsvinde. For at kunne blive ved med at betragte det former begæret sit eget motiv og opfinder det måske ligefrem. På den måde opstår en anden form for forståelse, som er personlig og afslørende. Motivet viser nye sider af sig selv og afslører samtidig noget om den, der ser.
Når Afanador møder den andalusiske folkekulturs mangfoldige univers med dette begærfyldte blik, får han den til at åbne sig. Som i en drøm bringer han flamencoens sprækker, vildskab og underbevidsthed frem i lyset, sammen med dens spor af erotik og død og de sandheder, som ikke kan dokumenteres. Han væver det hele sammen til en overdådig og næsten grotesk verden, en krop af lys og skygge. Når han stirrer ned i flamencoens dyb, lader han den stirre tilbage.
Vores værk er blot endnu et led i en lang kæde af drømme og begær. Det viser vores blik, som udspringer af Ruvén Afanadors blik på sine modeller. Samtidig handler det om fotografiet som et forunderligt fænomen, der opstår i mødet mellem verden og vores øjne.
Der er ingen egentlig handling. I stedet er værket bygget op af indfald, som i Goyas berømte serie Los Caprichos. Velkendte temaer og bevægelser møder maskerede skikkelser i en række billeder, der synes at kalde på hinanden gennem associationer, ligheder og tiltrækning. Det hele indgår i en umættelig leg med forvandling, på én gang engleagtig og dæmonisk. For i disse indfald kan billederne kun vise sig som enten mirakel eller djævelskab.
Ethvert fotografi befinder sig blot et suk, eller tusind og ét kys, fra den ild, der brænder i billedet.
Kunstnerisk leder Rubén Olmo
AFANADOR
KUNSTNERISK TEAM:
Originalt koncept
og kunstnerisk ledelse:
Marcos Morau
Koreografi:
Marcos Morau & La Veronal
Lorena Nogal
Shay Partush Jon López
Miguel Ángel Corbacho
Dramaturgi:
Roberto Fratini
Scenografi:
Max Glaenzel
Scenografi produceret af:
Mambo Decorados y
May Servicios para Espectáculos
Kostume design:
Silvia Delagneau
Kostume produktion:
Iñaki Cobos
Musik:
Juan Cristóbal Saavedra
Særligt samarbejde med:
Maria Arnal
Musik til Mineras og Seguiriyas:
Enrique Bermúdez y Jonathan Bermúdez
Tekster til Temporeras, Trillas, Livianas, Bamberas and Seguiriyas:
Gabriel de la Tomasa
Lysdesign:
Bernat Jansà
Design og produktion af elektroniske enheder:
José Luis Salmerón of CUBE PEAK
Audiovisuelt design:
Marc Salicrú
Fotografier:
Ruven Afanador
Parykker:
Carmela Cristóbal
Hovedpynt:
JuanjoDex
Frisørkonsulent:
Manolo Cortes
Makeup konsulent:
Roció Santana
Fodtøj:
Gallardo
Dansere:
Særligt samarbejde
Rubén Olmo
Særligt samarbejde
Miguel Angel Corbacho
Gæstedanser
Irene Tena
Gæstedanser
Albert Hernandez
Dansere:
Inmaculada Salomón
Estela Alonso
Débora Martínez
Miriam Mendoza
Cristina Aguilera
Ana Almagro
Sara Arévalo
Pilar Arteseros
Marina Bravo
Irene Correa
Patricia Fernandez
Yu-Hsien Hsueh
Nerea Lobes
Maria Martín
Celia Ñacle
Noelia Ruiz
Sou Jung Youn
José Manuel Benitez
Eduardo Martinez
Matías López
Diego Aguilar
Juan Berlanga
Axel Galán
Alejandro Garcia
Álvaro Gordillo
Adrián Maqueda
Víctor Martín
Alfredo Mérida
Javier Polonio
Pedro Ramírez
Juan Tierno
Sergio Valverde
Musikere:
Vokal:
Juan José Amador “El Perre”
Guitar:
Enrique Bermúdez
Percussion:
Roberto Vozmediano
AFANADOR VERDENSPREMIERE
1. december 2023
Teatro de la Maestranza, Seville
Omslag foto: © Ruven Afanador Interior
Fotos: © Merche Burgos