Afanadors fotografier af flamencodansere, taget under fotosessioner i det andalusiske Spanien, bliver af Morau omsat til bevægelse — en blanding af traditionel spansk dans og hans egen karakteristiske stil. De sort-hvide billeder har også inspireret scenografien (af Max Glaenzel), lyssætningen (af Bernat Jansà) og kostumerne (af Silvia Delagneau). Komponist Juan Cristóbal Saavedras elektroniske og slagkraftige musik anvender klokker, påsketrommer og -sange samt flamencoguitarer og -stemmer for at fremkalde Andalusiens ånd.

Dramaturgisk fremstår Afanador som endnu et eksempel på Marcos Morau’s enestående og unikke kunstneriske stemme. I en ledsagende tekst til værket skriver han: “Hvis traditionens elementer pr. definition skaber tryghed, hvad sker der så, når de bliver mærkelige og uigenkendelige? (…) Jeg vil gerne have, at folk kommer og ser os med det sindelag – som i visse drømme, hvor vi genkender steder, mennesker og landskaber – og uden at forstå de konkrete hændelser, ved vi, at det i virkeligheden handler om os selv.”

Som publikum kan vi måske ikke besvare Morau’s spørgsmål om, hvad der sker, når traditionens elementer bliver alt andet end traditionelle. Men vi kan i høj grad nyde frugten af hans brillante undersøgelser – som i dette værk: en drømmende flugt ind i det på én gang fremmede og velkendte landskab, der er Afanador.