Inspireret og fascineret som jeg var af bøgerne Ángel Gitano og Mil Besos, vidste jeg, da det kom til at sammensætte denne forestilling, at det aldrig blot kunne være et forsøg på at kopiere den skønhed, de rummer. Ruven Afanadors mesterlige fotosessioner i Andalusien er ugentagelige: Det ville være umuligt at gentage den alkymi, der opstod mellem fotografen og skikkelser med så stor karisma som Israel Galván, Matilde Coral, Eva Yerbabuena, José Antonio og BNE’s egen Rubén Olmo.

Min rejse begynder der, hvor disse sessioner slutter, og når jeg holder op med at drømme om dem – ude af stand til at huske alle detaljer eller underlægge dem en logik, der er gået tabt undervejs – det er dér, jeg bliver overvældet af ønsket om at vågne op.

Afanador er født ud af spændingen mellem den fascination, der udgår fra Ruven Afanadors billeder, og min egen fascination af mysteriet, både om dagen og om natten, som fascinerede Ruven i sin tid.

Jeg har studeret fotografi og er barnebarn af en fotograf. Selvom jeg aldrig har arbejdet professionelt med fotografi, har det altid været meget nærværende i mit arbejde som iscenesætter og skaber af verdener. Med sin utroligt omhyggelige iscenesættelse og sine evokative billeder har Ruven Afanador tvunget mig til at reflektere over det fundamentale slægtskab mellem fotografisk og koreografisk komposition: den kropslige udfordring, som de begge deler: at indfange livet – det som per definition ikke lader sig indfange.

Ruven Afanador betragter flamencoen gennem en linse, der forvrænger, en linse skabt af drømme, begær og minder. Hvis traditionens elementer per definition er beroligende, hvad sker der så, når de bliver fremmede og ugenkendelige? Afanadors surrealistiske blik på flamencoen minder meget om det blik på verden, som har udviklet sig i mit arbejde gennem årene med La Veronal: et blik, der forsøger ikke at repræsentere den eksisterende verden, men i stedet at opfinde nye verdener.
Da hun blev spurgt om film, sagde Estrella de Diego, som jeg her parafraserer: ”Man skal gå ind i det mørke rum uden forudindtagede meninger, efter at filmen allerede er startet, men uden på forhånd at vide, hvad der vises, trukket med af tilfældigheder og held. Man skal sætte sig ned og hengive sig til sine sanser uden forberedelse, og sanserne må ikke være blevet vejledt af anmeldelser eller synopser. Man skal gå i biografen på jagt efter noget andet end den historie, der bliver fortalt. Man skal vide, at man i biografen, ligesom i livet, altid ender med at identificere sig med sig selv, og aldrig med karakteren eller plottet.”

Jeg ville ønske, at folk ville komme og se os med den sindstilstand, ligesom i visse drømme, hvor vi genkender steder, mennesker og landskaber – og uden at forstå de specifikke begivenheder ved vi, at de i virkeligheden handler om os selv.

Marcos Morau